Tolsgaard & Pretzmann gæster Mosen
KLUBNYT - Hvis man vil blande den helt rigtige cocktail, skal man blot tage to tredjedele Drengene fra Angora, tilsætte lidt Viasat havenisser, krydre med en del Live fra Bremen og til sidst drysse med lidt Leasy.
Dette unikke miks kaldes Rune Tolsgaard og Esben Pretzmann, og de to multikunstnere kan nydes fredag den 2. november klokken 20.00 i klubhuset på Hedensted Stadion.
Her vil de bevæbnet med guitarer give musikalske smagsprøver på deres spidsfindige tanker om deres eget liv. Og ingen tanker er hellige, når der fortælles om sex, damer, dårlig samvittighed, hippe bymennesker og noget så aparte som hesteselvmord. Det er humor i en musikalsk kontekst, når oplevelserne fra deres egen hverdag får liv.
- Vi er så heldige at få nogle af tidens mest morsomme mænd på besøg i Mosen, og jeg tør godt garantere en oplevelse, der giver krampe i lattermusklerne, fortæller Bo Bonde fra Dansktopfestivalen, der sammen med HIF's Venner er gået sammen om dette arrangement, der samtidigt støtter ungdomsarbejdet i HIF's ungdomsafdeling.
Med deres "Live in Concert 2012" turné prøver Rune Tolsgaard og Esben Pretzmann kræfter med noget helt nyt – nemlig at være dem selv. Så hvis du ikke vil snydes for denne sjove oplevelse, så kan du købe din billet på dansktopbilletten.dk.