Menu

Oliver Schrøder vender tilbage til HIF

image
Af HIF Kommunikation
10. marts 2024 kl. 11:21

ELITE - Oliver Schrøder er klar til endnu en omgang med HIF-logoet på brystet.

Den 22-årige allrounder, der primært spiller forsvar, spillede for HIF's andethold for nogle år siden og var blandt andet med i danmarksserieholdets pokalkamp mod Marienlyst i august 2019, da han trænede med førsteholdet.

- Jeg har fulgt med fra sidelinjen, og på det seneste har jeg så haft nogle gode snakke med sportschef Alex Nørlund om at spille på et højere niveau igen. Han fortalte om projektet i Hedensted, og det tændte en gnist i mig, siger Oliver Schrøder, der glæder sig til i den kommende uge for alvor at komme i gang med træningen igen.

Han har senest spillet serie 3 i Sole IF.

Oliver er opvokset i Engum, hvor han spillede for den lokale klub til og med U15, da han var med til at skrive klubhistorie med en ret vild oprykning til U15 Liga. Det blev imidlertid ikke nogen succes, da holdet spillede to uafgjorte, tabte resten og rykkede ned igen.

Så rykkede han til AC Horsens' U16 Liga-hold, fordi han kendte Victor og Mathias Kubel fra Stjernevejskolen. Kubel-tvillingerne spillede i Horsens dengang, og de fik Oliver lokket med.

- Da jeg kom derind, sagde træneren, at de faktisk allerede kendte mig fra Engum UI, og de havde planlagt at tage kontakt til mig, så det blev jeg da glad for, og jeg havde en god tid derinde, siger Oliver Schrøder.

Han stoppede for at tage på efterskole, hvor han på et tidspunkt snakkede med Steffen Kielstrup fra Vejle Boldklub, som var interesseret i at få ham ind til VB's førstehold i U19 Liga. Det harmonerede dog ikke med Olivers skoleskema, så han takkede nej, men spillede i stedet for VB's andethold i U19 Liga 1, som i øvrigt blev trænet af nuværende HIF-træner Benjamin Debel og dennes far.

Siden skiftede Oliver Schrøder til netop Hedensted, mens Kasper Adelfred var førsteholdstræner, og efter ture forbi Vinding SF, Bredballe IF, førnævnte Sole IF og lidt hyggehold hjemme i Engum, er han nu tilbage i Hedensted med fornyet energi efter en periode på det seneste med en overbelastningsskade i læggen. 

HIF ønsker Oliver Schrøder stort velkommen tilbage til klubben.

Luk