Menu

Mirsad vender hjem til HIF: ’Vigtig brik for mål om divisionsfodbold’

image Arkivfoto: Dorte Adelfred
Af HIF Kommunikation
26. juni 2022 kl. 09:00

SENIOR - Mirsad Suljic stopper i Holstebro Boldklub og vender hjem til Hedensted IF.

Det oplyser sportschef Alex Nørlund til hedenstedif.dk.

- Det er en god nyhed, vi kan melde ud her kort før sommerpausen. Mirsad er en spiller, der har vist os mange gange, hvad han er i stand til. Det giver hele holdet en vis tryghed med en mand oppe foran, der sparker bolden i nettet, når han får chancen, siger Alex Nørlund.

Nørlund har været i kontakt med Mirsad Suljic igennem en periode, men det stod klart, at den 26-årige angriber gerne ville afslutte det, han havde gang i oppe i Holstebro, hvor det endte med oprykning til 3. division og med ham som topscorer med 11 mål.

- Mirsad er en gave og en vigtig brik i vores udviklingsprojekt, hvor målet er oprykning til divisionsfodbold i 2024-25. Hvis det skal lykkes, skal vi have nogle typer som ham, der har prøvet lidt og som besidder stor kvalitet. Vi tager det som en cadeau som klub, at han vælger at vende tilbage til os.

Mirsad fik overrakt blomster af Mathias Kahr Christensen, da han rundede 100 kampe for HIF. Foto: Dorte Adelfred.

Kom til første gang i 2016

Alex Nørlund var selv med til som cheftræner at hente Mirsad Suljic til HIF tilbage i august 2016, da han var 20 år. Da kom han fra Horsens Freja, hvor han havde spillet serie 1 og jyllandsserie.

Han startede først med klubfodbold som 12-årig inde i Bredballe IF, hvorefter han spillede ungdomsfodbold i Vejle Boldklub og AC Horsens og så i Odder som senior.

I juli 2019 skiftede han fra Hedensted til Thisted FC, som gav ham kontrakt på deres 2. divisionshold året ud. Dengang hed Mirsads statistik 110 førsteholdskampe og 80 mål for HIF. Den lange køretur mellem hjemmet i Horsens og Thisted blev imidlertid, ja, for lang i længden, så i november sagde han farvel, selv om nordjyderne viftede med en kontrakt på halvandet år mere. Han blev topscorer med seks mål i det efterår. Syv, hvis man tæller pokalturneringen med.

Anden gang var han i Hedensted frem til juli 2021, og statistikken hed nu 126 kampe og 93 mål.

Så gik turen til Holstebro Boldklub og danmarksseriefodbold, hvor det altså endte med en flot oprykning til 3. division, og hvor han er stolt over at have bevist, at målnæsen fortsat er der.

Når han nu igen kommer til Hedensted og siger farvel til en klub i det midt-nordjyske, er der flere grunde.

- Hedensted har gang i et superspændende setup, og klubben har store ambitioner, som jeg gerne vil være med til at føre ud i livet. Det er helt klart en drøm for mig at bombe klubben op i 3. division, siger Mirsad Suljic.

- Hedensted var mit førstevalg, for der har også været interesse fra andre sider. Jeg har set drengene spille, mens jeg selv var i Holstebro, og jeg har set et hold med en offensiv spillestil, der tiltaler mig. Med den erfaring jeg nu kommer tilbage med, føler jeg mig stærkere end nogensinde, og jeg håber, jeg kan være med til at udvikle mine yngre holdkammerater og tage et stort ansvar, siger Mirsad Suljic.

- Der er også nogle mere personlige årsager til mit skifte. Jeg har et ønske om at være tættere på min familie, da min bror har været ude for en alvorlig ulykke. Jeg er glad for mit job, der ligger her i området, og jeg ser frem til at få en meget kortere køretur til træning og kamp. Alt det spiller selvfølgelig ind, når man har en hverdag, der skal hænge sammen.

Mirsad Suljic skal ud over at spille for førsteholdet deltage i træninger for ungdomshold fra U10 til U16 som en slags hjælper for de respektive holds trænere, forklarer klubformand Henrik Lundsgaard.

- Mirsad har tidligere været ungdomstræner hos os, så det glæder mig, at han nu igen kommer til at give en hånd med hos de yngste, siger Henrik Lundsgaard.

- Jeg glæder mig til det hele. Der er nye holdkammerater, som jeg skal lære at kende, og jeg er sikker på, at de har høj klasse alle sammen. Vi bliver et giftigt hold i danmarksserien næste sæson, siger Mirsad Suljic.

Foto: Dorte Adelfred.

Luk