Ex-HIF'er i søgelyset hos Anderlecht
SENIOR - Ifølge et belgisk medie vil Alexander Scholz meget snart fuldføre et skifte fra Lokeren til storklubben Anderlecht.
I løbet af denne sæson har Alexander Scholz været fast mand for sin klub Lokeren i den belgiske Jupiler League, og det er ikke gået helt ubemærket hen.
For ifølge det belgiske medie Het Laaste Nieuws vil storklubben Anderlecht nemlig hente den danske U21-landsholdsspiller. Belgierne skulle efter sigende stå klar med en kontrakt på fire et halvt år for den danske forsvarsspiller.
Mediet tilføjer endda, at grundet det gode forhold mellem klubberne bliver Scholz sandsynligvis præsenteret som Anderlecht-spiller allerede i løbet af denne uge.
Alexander Scholz gjorde sig bemærket i sidste sæson, da han blev matchvinder i den belgiske pokalfinale for Lokeren.