Kaptajn Givskov håber på comeback inden sommer
SENIOR - Førsteholdets anfører, 28-årige Nicolai Givskov, døjer fortsat med den ankelskade, han pådrog sig i kampen mod VB's U19 20. februar.
Nicolai håber, han kommer tilbage på banen og får spillet de sidste kampe inden sommerferien, men lige nu kan han blot se tiden an.
- Jeg ved intet om, hvordan udsigterne er, før jeg kommer til kontrol hos lægen og hos en fysioterapeut. Derefter står den på genoptræning, og så er det bare at håbe, det går hurtigt, siger Nicolai Givskov.
Skaden pådrog han sig i en situation, da han ville blokere et skud bare otte minutter inde i opgøret, der endte med et nederlag på 4-1.
- Jeg gik ned og i den forbindelse fik jeg et vrid i højre ankel. Enten da jeg ramte jorden eller også blev jeg sparket af modstanderen. Jeg hælder mest til, at min støvle hang fast i kunstgræsset, for sådan føltes det, forklarer Nicolai Givskov.
Efter 15 minutter blev han erstattet af Kristian Bonde, der i øvrigt kom ind og fik reduceret til 2-1.
LÆS OGSÅ: Nederlag til VB's U19-drenge
- Hen over weekenden forventede jeg, at smerterne ville forsvinde, men det blev ikke bedre, så jeg tog til læge tirsdag og fik at vide, at nogle knogler på indersiden af anklen var brækket. Jeg fik en støtte, som jeg skal have af om to uger. Det skal hele af sig selv ved at det holdes i ro.
Hedensted-anføreren brækkede for to år siden en knogle i vristen på venstre fod, men ellers har han været forskånet for større skader gennem sin karriere, der bl.a. har sendt ham til 2. divisionsklubben Holstebro.
Hans plads i midterforsvaret er - at dømme efter træningskampene - overtaget af 22-årige Emil Bech.