Menu

Poulsgaard fik debut for VB's 1. divisionshold

image Arkivfoto
Af Palle Herløv
09. februar 2017 kl. 22:14

SENIOR - 16-årige Kasper Poulsgaard, der startede karrieren i HIF, debuterede forleden på Vejle Boldklubs 1. divisionshold.

Det skete i en træningskamp mod superligaholdet Esbjerg fB 30. januar, som vejlenserne tabte 4-2. Kasper Poulsgaard, der er midterforsvarer, fik ca. 10 minutter på banen, da han blev skiftet ind i stedet for Lucas Maia.

Kasper Poulsgaard var ikke overraskende glad efter kampen:

- Følelsen af at spille med de spillere, som man følger i tv og på stadion, er jo selvfølgelig noget helt specielt, og det er noget, de fleste spillere går og drømmer om, så jeg er rigtig glad for det her. Begge mine forældre og min farmor havde taget sig tid til at komme og se kampene, og det betyder rigtig meget for mig, at jeg har opbakningen hjemmefra, siger han til hedenstedif.dk oven på debuten.

- Jeg har ikke nogen forventninger om fremtidige kampe inden for nærmeste fremtid for førsteholdet, da jeg kun er 16 år, men det er selvfølgelig noget, jeg vil håbe og kæmpe for hver eneste dag.

LÆS OGSÅ: Poulsgaard scorer tre-årig kontrakt med VB

Kasper skiftede til Vejle Boldklub fra AC Horsens i januar 2015, og her spiller han normalt på klubbens U17 ligahold. Hans far Benny Poulsgaard spillede i øvrigt for VB fra 1988-96.

Fredag 3. februar var Kasper igen med i truppen, da VB mødte FC Fredericia. Den kamp endte 2-2, og det blev til 25 minutter på banen i stedet for Kim Elgaard.

LÆS OGSÅ: 16-årig ex-HIF'er debuterede for VB's U19-liga

Den seneste HIF'er, der har debuteret for VB i en turneringskamp, er Alexander Scholz, som i dag spiller for Standard Liége i den belgiske liga og for U21-landsholdet. Hans debut bød på 90 minutter og fandt sted i en kamp mod Lyngby 20. juni 2010, som VB tabte 1-0.

Luk