S1: Remis i damernes sæsonåbner mod Horsens Freja
SENIOR - Damerne tog hul på sæsonen med en udekamp mod lokalrivalerne fra Horsens Freja onsdag aften.
Det skulle vise sig at blive en rigtig blæsende affære både på grund af vejret, men også i spillet på banen. Ikke alene vejret var skiftende mellem vind, sol og regn, men dette var egentlig også meget karakteristisk for kampens forløb, som bølgede frem og tilbage. HIF mødte en rigtig langhåret bane, som de grønne damer ikke helt var vant til, og det skulle vise sig at volde en del problemer for damerne.
Det var en optimistisk træner, der mødte ind til dagens kamp:
- Det bliver en svær kamp, da vi har rigtig svært ved at spille her inde, samtidigt er det en meget svær bane, som ikke passer til vores spillestil. Så jeg forventer en kamp med masser af fight og vilje, samt at vi har de nødvendige kvaliteter til at hive sejren med hjem til Mosen, sagde en velforberedt Kasper Juhl Hansen.
HIF's damer virkede ikke rigtig klar fra start. Damerne traf mange forkerte valg og var presset rigtigt meget i starten af kampen, og det var begrænset hvor meget de var over midten, og det kom til at koste dyrt. For bare 14 minutter inde i kampen får Horsens Freja et hjørnespark, som bliver sparket ind i det lille felt. Målmand Mette Refsgaard går lidt fejl af bolden og forsvaret tager en kollektiv koger og en helt umarkeret Freja spiller kan stille og roligt sætte bolden i mål til stillingen 1-0.
Herefter bølgede kampen rigtig meget frem og tilbage, men generelt virkede Horsens Freja til at have bedst fat. Men efter som Hedensted defensiven fandt ud af, at det ikke var muligt med så mange driblinger på egen banehalvdel på denne langhårede bane, fik de grønne mere og mere fat og det skulle også få sin belønning. Efter 37 minutters spil får angriber Simone Jakobsen tilkæmpet sig et hjørnespark, som dødboldsspecialist Laura Lindhardt tog sig af. Et noget nært perfekt indlæg bliver ikke clearet ordentligt af Horsens Frejas forsvar, og efter lidt klumpspil og flot arbejde af HIF, dukker den selvsamme Simone Jakobsen, som skaffede hjørnesparket, op midt i det lille felt, og sikkert sparker bolden i kassen og får udlignet. Stillingen 1-1 med 8 minutter til pausen.
Efter pausen tager de grønne damer for alvor fat, og dominerer størstedelen af anden halvleg. De får sig tilspillet en håndfuld store chancer, som med lidt mere tur i den sikrer HIF sejren i dagens opgør. Men sådan ville kampen bare ikke, og det blev ikke til flere mål denne aften, og kampen slutter uafgjort 1-1 efter en chancerig anden halvleg for de grønne, der ellers havde spillet til mere set på anden halvdel af kampen.
Kasper Juhl Hansen havde følgende kommentar efter dagens pointdeling:
- Langt hen ad vejen spiller vi ikke en ret god kamp, men spillerne skal dog have ros for at forsøge at spille fodbold på så svær en bane. Det var godt at se, at vi får omstillet vores nervøse forsvarspil med for risikable driblinger og afleveringer, til at spille mere primitivt efter kampens forhold, og at vi i hele anden halvleg nærmest ikke giver en eneste chance væk efter en solid defensiv præstation. Offensivt får vi skabt en 3-4 rigtig store chancer i anden halvleg, hvilket var rigtig positivt at se, da vi har arbejdet intensivt med denne facet af spillet den sidste måneds tid. Desværre var vi ikke kyniske nok foran kassen, og fik derfor ikke udbytte af de mange chancer. Når det så er sagt, skal der også lyde en ros til Horsens Frejas keeper, der pillede alle vores chancer i anden halvleg. Så alt i alt er det ene point acceptabelt, men vi er da naturligvis skuffet over ikke at få alle tre point, da vi føler at vi fortjente en sejr. En stor tak til de fremmødte grønne fans, som trodsede den kolde forårsaften i vores sæsonåbner.
Trænerteamet takker for opbakningen, og håber på at se mindst lige så mange til holdets næste kamp hjemme i Mosen mod Ry tirsdag kl. 18.30.
Kampens spiller: Karina Petersen (4 stemmer)
HIF's startopstilling:
1. Mette Refsgaard (m)
2. Anne Kathrine Mogensen
3. Karina Petersen
4. Marianne Rask
5. Lærke Bennekou
6. Sabrina Holm Christensen
7. Rikke Skov Larsen (c)
8. Laura Lindhardt
9. Caroline Agerskov
10. Maria Schrøder
11. Simone Rimmer Jakobsen
På bænken:
12. Rikke Østergaard
13. Louise Krogh Jakobsen
14. Kaya Veitlmeier Jensen
Mål:
44' 1-0 Pernille Schnohr Poulsen
38' 1-1 Simone Jakobsen
Ind- og udskiftninger:
00' Rikke Østergaard ind ? ud
00' Louise Krogh Jakobsen ind ? ud
00' Kaya Veitlmeier Jensen ind ? ud