Endnu en spiller med superliga-erfaring: Valdemar Sadrifar skifter til HIF
SENIOR - Hedensted IF har indgået en aftale med 20-årige Valdemar Sadrifar.
Valdemar Sadrifar er offensiv midtbanespiller og kommer til Hedensted efter en årrække i Vejle Boldklub, som han debuterede for i Superligaen hjemme mod Randers FC den 18. juli 2021.
Kort forinden var han blevet en fast del af førsteholdstruppen efter fire sæsoner på klubbens akademi, og efter debuten var han med i bruttotruppen i de kommende kampe, men det blev ikke til flere superligaminutter for det unge talent i den her omgang.
I efteråret valgte han at annullere den kontrakt, han havde indgået med Vejle, da tingene ikke udviklede sig, som han havde håbet.
- Jeg endte med at rive kontrakten i stykker, og nu er jeg så klar på at prøve noget nyt. Jeg drømmer stadig om at kunne leve af at spille fodbold, og jeg har ambitioner om at komme til en udenlandsk klub, siger Valdemar Sadrifar til hedenstedif.dk.
Han har siden VB-exit'et været til prøvetræning i en klub i Moldova, der tilbød ham en professionel kontrakt, men den takkede han nej til. Siden var han med Vendsyssels 1. divisionshold på træningslejr i Tyrkiet i 10 dage.
- Det var på mange måder fint deroppe, men det føltes alligevel ikke rigtigt. Det gjorde det til gengæld, da Hedensted kontaktede mig, og jeg fik nogle gode snakke med trænerne og sportschef Alex Nørlund. Samtidig har jeg en kæreste i Hedensted, så tingene går på den måde op i en højere enhed, og nu glæder jeg mig til at kæmpe for min nye klub, siger Valdemar Sadrifar.
Inden han skiftede til Vejle som 17-årig, spillede han i AGF, som han blev mester med i U17-ligaen. Han er født og opvokset i Viby, og karrieren startede i Lyseng IF.
- Valdemar er én af den type spillere, vi rigtig gerne vil have ind. Han har præcist de kvaliteter, der skal til, for at vi kan spille den offensive fodbold, vi gerne vil være garant for og have som en vigtig del af klubbens dna, siger HIF's sportschef, Alex Nørlund.
- Jeg er klar over, at han har ambitioner om at komme videre en dag, og sådan er gamet. De unge må meget gerne bruge HIF som et springbræt til at komme videre og som et sted, hvor de kan tanke selvtillid og bevise, hvad de står for. Jeg er meget glad for, at vi får Valdemar med i truppen, siger Alex Nørlund.
Hedensted IF ønsker Valdemar Sadrifar velkommen i den grønne trøje!