Menu

Fra Texas til Mosen: Erik Ingemann er endnu et nyt navn i HIF

image Erik Ingemann Andersen ses her i midten under en kamp for collegeholdet i Texas. Privatfoto
Af HIF Kommunikation
15. februar 2022 kl. 21:25

SENIOR - Vi fortsætter præsentation af nye spillere i klubben med endnu et nyt navn.

Erik Ingemann Andersen, 21-årig forsvarsspiller og all-rounder, er kommet til efter et års ophold i USA, hvor han spillede collegefodbold på Tyler Junior College i Texas.

Han vendte retur til Danmark i december, og da han skulle finde en ny klub, rettede han blikket mod Hedensted, fordi han kender danmarksserieholdets nye assisterende træner Johnny Jungquist.

- Jeg kender også både Jonas Perra, Victor Kubel og Nikolai Sawicki fra min tid som U17- og U19-spiller i AC Horsens. Hedensted virker til at være et sted, hvor man er stolt af byens klub, og jeg fornemmer, at der bliver kredset om spillerne på den gode måde med noget at spise og drikke, gode forhold og generelt bare styr på sagerne, siger Erik Ingemann Andersen til hedenstedif.dk.

- Jeg er positivt overrasket over, hvor højt niveauet er og hvor bred truppen er. Der er mange forskellige typer spillere. Det ser meget lovende ud, og jeg glæder mig til at blive en del af det.

Erik kommer fra Nørre Snede og bor nu i Horsens. Som ti-årig skiftede han fra den lokale klub i Nørre Snede til FC Midtjyllands talentskole i Ikast.

Han tog på efterskole i Oure på sydfyn og startede så i AC Horsens, da han kom hjem et år senere.

Herfra gik turen til FC Skanderborg (jyllandsserie), hvor han mødte Johnny Jungquist, og så videre til Herning Fremad (danmarksserie) og turen til Texas.

Erik Ingemann Andersen spillede sin første kamp for Hedensted i weekenden, da FC Horsens blev slået med 2-0. Erik scorede det sidste mål.

Hedensted IF ønsker Erik velkommen i klubben!

Luk