Rasmus Holm er ny målmandstræner i klubbens seniorafdeling
SENIOR - Klubben har ansat 25-årige Rasmus Holm som ny målmandstræner frem til sommeren 2022.
Rasmus Holm har siden 2018 drevet firmaet RH Goalkeeping, hvor han har specialiseret sig i målmandstræningen, som nu skal komme HIF's seniorafdelings målmænd til gode. Foruden HIF er han tilknyttet fem klubber rundt i landet.
- Min opgave bliver at skabe en kultur, hvor man tager målmændene meget seriøst og giver dem et godt produkt, der står mål med den træning, som markspillerne får. Alting skal gøres meget professionelt, og det er jeg mand for, siger Rasmus Holm.
Han har selv spillet danmarksserie og jyllandsserie i Sønderborg, hvor han er født og opvokset. Nu bor han nær Aarhus i god køreafstand fra Hedensted og Balle Musik og Idrætsefterskole, hvor han fungerer som konsulent og derigennem har mødt HIF's sportschef Alex Nørlund.
- Rasmus er ambitiøs og dygtig, og så er han bare en supergod person. Jeg er ikke i tvivl om, at han kan udvikle vores målmænd - i første omgang U19 og senior - og forhåbentlig på sigt længere ned i systemet, så vi sikrer god kvalitet fremadrettet på den position, siger Alex Nørlund.
Indtil nu har klubbens seniormålmænd - som i de fleste andre amatørklubber - i perioder selv stået for træningen, men nu kommer der en mand udefra, som arbejder udelukkende med målmandstræning op imod 20 timer om ugen.
- Det er noget andet, end hvis det er én af klubbens målmænd, der står med ansvaret. Jeg kommer helt uden "aktier" og uden nogen holdning til, hvem der skal udtages til weekendens kamp. Mit job er at lave en træning, der er relevant for hver enkelt spiller og dennes niveau. Vil han gå efter at blive professionel, eller skal han "bare" være skarp til næste kamp?, siger Rasmus Holm.
Hvad kan spillerne forvente af dig?
- Jamen, de får en mand med en masse erfaring, store ambitioner og seriøsitet. Jeg har uddannet mig igennem DBU, og jeg kan garantere, at de får en træning fra øverste hylde. Det er klart mit mål, at der skal sættes en høj standard for målmandstræningen fra nu af, fastslår Rasmus Holm.
Klubben har i forvejen en dygtig målmandstræner i ungdomsafdelingen, Henrik Secher, som har DBU's M2-målmandstrænerkursus.