Tidligere FC Midtjylland-angriber styrker offensiven i Hedensted
SENIOR - Martin Lauritsen skifter til Hedensted IF fra Vejle Boldklubs U19 Liga-hold.
Den 19-årige angriber har en fortid i FC Midtjylland, hvor han spillede alle sine ungdomsår fra U13 til U17. Fodboldopdragelsen fik han i hjembyen Mejdal, der ligger nær Holstebro.
Efter Midtjylland kom han til VB, da han skulle på efterskole, og her spillede han på henholdsvis U17, U19 og serie 1.
- Jeg har desværre været plaget af en del skader, som har gjort, at jeg ikke kunne fortsætte på eliteniveau inde i Vejle. Det var derfor, jeg kom ned og spillede på det serie 1-hold, der endte med at rykke ned i serie 2, siger Martin Lauritsen til hedenstedif.dk.
Han kom tilbage på U19-holdet, da han havde gjort det godt i serie 1, men igen forhindrede en skade - en fiber i baglåret - ham i at fortsætte, og han sad faktisk ude hele efteråret efter at have været med i en enkelt kamp.
Nu er han så klar igen, og han har valgt at prøve sig af i Hedensted, fordi han her kan spille i danmarksserien og så ellers håbe på, at han kan få en lang periode uden skader. En anden årsag til skiftet er, at han kender HIF's nye assistenttræner, Johnny Jungquist og medspiller Rasmus Schjang.
LÆS OGSÅ: Her er klubbens nye førsteholdstrænere i danmarksserien
- Rasmus er én af mine fire roomies hjemme i Vejle, og så går vi også i klasse sammen i 3.g på Campus Vejle. Jeg glæder mig til at spille sammen med ham, og så må jeg se, hvad der sker. Min drøm har altid været at blive professionel, og den drøm er jeg tro imod. Måske kan et ophold i Hedensted blive springbrættet videre, siger Martin Lauritsen.
Det har andre spillere før ham som bekendt gjort med succes. Blandt flere kan nævnes de to tidligere VB-spillere, Lasse Kronborg og især Alexander Scholz, der siden fik flotte karrierer herhjemme og i udlandet.
Hedensted IF ønsker Martin velkommen i klubben!