Johnny Mølby bliver i HIF, mens han hjælper VB i Superligaen

SENIOR - Mange i Hedensted fik søndagsmorgenkaffen galt i halsen, da Vejle Boldklub offentliggjorde, at de har tilknyttet HIF's førsteholdstræner Johnny Mølby til deres Superligahold.
Den er god nok, men Johnny vil altså fortsat være af finde at HIF også.
Det oplyser klubbens bestyrelse søndag i en pressemeddelelse.
Aftalen med vejlenserne gælder for forårssæsonen, hvor han frem til 31. maj skal arbejde sammen med den tidligere VB-spiller Steffen Kielstrup. Herefter er han tilbage i Hedensted på 100 procent.
- Vi ønsker Johnny Mølby tillykke med jobbet. Det er en fantastisk mulighed, du har fået, og det vidner om, hvor dygtig en træner, HIF's danmarksseriehold råder over, står der i pressemeddelelsen.
Johnny vil fortsat være inde over træninger og kampe i HIF sideløbende med opgaven i VB, som jo træner om formiddagen modsat HIF, der træner tidlig aften.
- Vi i HIF er glade for den her løsning. Specielt fordi, at vi går et spændende forår med oprykningsslutspil i møde, hvilket Johnny sammen med resten af staben naturligvis har stor andel i.
- Der venter ham en stor opgave i VB, og det er en opgave, vi i Hedensted IF som samarbejdsklub bakker op om, da et endnu tættere samarbejde mellem klubberne kun er til gavn for både HIF's og VB's udviklingsspillere.
- Vi er sikre på, at Johnnys engagement fortsat vil være stort nok til at rumme både Hedensted IF og Vejle Boldklub.
Muligheden i Vejle er opstået, fordi klubben endnu engang har fyret sin cheftræner. Denne gang i skikkelse af den 46-årige rumæner, Mihai Teja, der ryger ud bare en uge inden sæsonstart.
VB's første kamp i foråret er ude mod Silkeborg søndag den 16. februar klokken 14.00.
LÆS OGSÅ:
- Johnny Mølby vender retur til Nørreskoven (bold.dk)
- Vejle fyrer cheftræner for anden gang i denne sæson (dr.dk)
- Vejle Boldklub fyrer cheftræner kort før Superliga-start (tv2.dk)