Menu

Mikkelsen & Andersen i front for andetholdet

image
Af HIF Kommunikation
05. marts 2025 kl. 21:31

SENIOR - HIF har lavet en aftale med et nyt trænerteam, der skal føre seniorafdelingens andethold videre og forhåbentlig en række op.

Det er duoen Steffen "Emmer" Mikkelsen og Chris Andersen, der overtager serie 2-holdet.

Steffen bliver cheftræner og Chris spillende assistent sammen med Kristian Bendixen. Chris er tilbage efter et kort ophold i Rask Mølle IF, hvor han spillede serie 1.

Klubben har samtidig besluttet at lukke U19 Liga 1-holdet og rykke et par håndfulde dygtige spillere op i seniorafdelingen, mens vi fortsat har et hold i U19 Liga 3. Lasse Kronborg stopper i den forbindelse i HIF, og vi siger stor tak for indsatsen.

Klubbens mand
- Jeg er klubbens mand, så da der skulle findes en løsning med det her trænersetup for andetholdet, sagde jeg ja og trådte til med det samme. Jeg synes, det er sjovt og fedt at have med unge mennesker at gøre, så jeg glæder mig til alt det, der venter os ude på banerne, siger Steffen Mikkelsen til hedenstedif.dk.

Andetholdet består primært af spillere mellem 18 og 23 år.

Steffen har tidligere været træner for seniorkvindeholdet, i pigeungdom, drengenes U16, U19 og serie 2-holdet, der rykkede op i serie 1.

- Vi skal knokle på nu og sikre, at andetholdet kommer hurtigt tilbage til serie 1, og det skal vi med alle de her unge mennesker, der gerne vil det. Mit mål er, at vi spiller god fodbold og samtidig har et fedt sammenhold, hvor alle er velkomne. Lige nu ligger vi på et sted mellem 20-22 drenge til træning hver gang, og det er længe siden, det har været sådan. Det er ekstremt positivt, siger Steffen Mikkelsen og tilføjer, at han ser frem til at være med til at bidrage med al sin viden til de unges fortsatte udvikling.

- Målet er, at så mange som muligt kommer op og gør sig gældende på danmarksserieholdet, hvilket vil være en fantastisk fortælling, da der er tale om spillere, som har været i klubben hele livet.

Det føles helt rigtigt
Chris Andersen siger, at han først og fremmest er glad for at være tilbage i HIF efter sit ophold i én af naboklubberne.

- Det er dejligt at være tilbage, hvor jeg altid har hørt til. Det føles helt rigtigt, og det er på alle måder den perfekte situation for mig i forhold til mit liv lige nu. Min søn skal til at begynde til fodbold i klubben, og jeg vil gerne bidrage med det, jeg kan, hvilket bliver i den her rolle som spillende assistenttræner, siger Chris Andersen.

- I min alder - jeg er 33 - skal man jo tage et valg om, hvorvidt man skal stoppe og lægge støvlerne på hylden eller blive ved, og jeg var ikke i tvivl. Jeg er slet ikke færdig endnu, og nu ser jeg så frem til sammen med Steffen at have med de unge at gøre. Det er en spændende opgave, siger Chris Andersen.

Andetholdet har i februar og marts spillet træningskampe mod Rask Mølles serie 1-hold (0-0), Vejle Boldklubs serie 1 (sejr på 4-2), Skibet IF (sejr på 2-1) og Vejlby-Risskov, der stillede med et forstærket serie 3-hold i form af spillere fra jyllandsserien (5-5).

Første turneringskamp i serie 2 er hjemme mod Fredericia KFUM den 29. marts kl. 13.30.

Luk